Lien og Fosdalen

lien

Fra Svinkløv til Tranum er der en næsten uafbrudt skrænt, som markerer havets forløb i stenalderen. Den mest markante del, som når op i 66 meters højde og strækker sig fra Slettestand og syv kilometer mod øst, kaldes Lien, mens kystsletten ud mod havet benævnes Underlien.

Der er tale om Danmarks længste indlandskystskrænt, som gennemskæres af en række kløfter og dale, hvoraf Nøddedalen, Langdalen og Fosdalen er de mest kendte. Langs stien ned gennem Fosdalen passerer du Vor Frue Kilde, som i middelalderen blev tillagt helbredende kræfter, især på Jomfru Marias fødselsdag 8. september.

Ved Lerup Kirke oven for Fosdalen holdt man netop på »Vor Frue Dag« nogle berygtede kildemarkeder, indtil sognepræsten i 1585 klagede til øvrigheden over forstyrrelse af kirkefreden og fik sat en stopper for markedshalløjet. Lerup Marked flyttede derefter rundt på egnen i løbet af de følgende århundreder og sluttede i Skovsgaard, hvor markedet først blev nedlagt officielt i 1970.

Siden 1893 har Fosdalen været hjemsted for nationalt-kristelige grundlovsmøder 5. juni hvert år. Ved Ejstrupvej nær Lerup Kirke ses den gamle bindingsværkspræstegård fra 1678.

Hvis du besøger Naturcenter Fosdalen, der ligger på hjørnet af Kystvejen og Fosdalvej, får du et glimrende overblik over geologi, flora, fauna og historie i dette fascinerende naturområde.

Adresse

Adresse: Fosdalvej
By: 9460 Brovst

FØLG FJERRITSLEV.DK PÅ FACEBOOK

Sommer i Fjerritslev

LÆS FJERRITSLEV UGEAVIS

AKTIVITETER I FJERRITSLEV

Følg med på KultuNaut og Kulturblad.dk Jammerbugt for flere oplevelser i Fjerritslev og omegn