Geocaching er en moderne form for skattejagt. En populær sport for både børn og voksne, hvor man ved hjælp af GPS finder skatte (kaldet cacher), som er placeret ude i naturen.
Turen starter foran computeren, hvor man opretter en profil på Geocaching.dk (eller Geocaching.com) og finder koordinaterne, som man taster ind i GPS’en. Der finder man også en beskrivelse af stedet og et hint til, hvor man finder skattekisten (cachebeholderen). Skattekisten er typisk en 0,5-2 liters boks, enten en genbrugt dåse/boks fra yoghurt, is eller lignende, en tupperwareboks eller en ammunitionskasse fra et militært overskudslager.
Man medbringer nogle små ting til at bytte med, dvs. man tager en ting og lægger en ny i de kasser, man finder. I cachen findes også en logbog, som man skriver i, og på nettet noteres fundet på cachesiden på Geocaching.dk, når man er kommet hjem.