Hvissehøj Jættestue

hvissehoj-jaettestue

Ved Alsbjerg nær Torslev og Attrup finder du jættestuen Hvissehøj (eller Hvisselhøj), som med sine tre kamre er enestående i både dansk og international sammenhæng, idet arkæologerne ikke kender andre trekamrede jættestuer i vores del af verden.

Hvissehøj består af et hovedkammer, hvorfra der er adgang til et mindre bikammer. Bagest i dette fører en smal gang ind til et tredje og endnu mindre kammer.

Jættestuerne blev bygget i perioden 3.250-3.100 f.Kr. Af landets ca. 500 kendte jættestuer er det kun Hvissehøj, der er forsynet med to bikamre.

Husby Hole

husby-hole

På en bakketop umiddelbart nord for landsbyen Husby i Kettrup Sogn står en kæmpemæssig granitsten til minde om bondeoprøret i 1441, hvor der blev udkæmpet et blodigt slag mellem kong Kristoffer af Bayern en talstærk, nordjysk bondehær.

Stenen, der fortæller den dramatiske historie i form af et relief af billedhugger Axel Poulsen, blev rejst i anledning af 500-året for borgerkrigen, der kostede flere tusinde bønder livet. På grund af den tyske besættelse 1940-45 blev stenen dog først indviet ved en folkefest i sommeren 1945.

Pladsen omkring mindestenen blev siden hjemsted for adskillige folkelige møder. En talerstol, ligeledes af sten, vækker minder om dette. I dag holder Kettrup-Gøttrup sogne hvert år en friluftsgudstjeneste i de smukke omgivelser. Der er gode vandrestier afmærket med pile rundt i området.

Han Herred Havbåde

han-herred-havbaade

Årtusindgamle traditioner holdes i hævd på Han Herred Havbådes bådebyggeri ved kystlandingspladsen i Slettestrand. De klinkbyggede både, der er fladbundede og derfor egnet til at trækkes ud og ind direkte på stranden, bliver til i nært samspil med havbådeforeningens medlemmer. For hver nybygget båd, som foreningen selv ejer, etableres et bådelag til at stå for sejlture og daglig pasning.

I tilknytning til bådeværftet, som er opført 2011, er der indrettet en særskilt bygning til formidling af den lokale bådkultur, herunder udstillinger, møder og andre aktiviteter.

Frøstrup Minilandsby

frostrup-minilandsby

Oplev Frøstrup, som fra 1904 til 1969 var en driftig stationsby på Thisted-Fjerritslev-banen, i miniatureudgave. Frivillige håndværkere har siden 1998 arbejdet på at genskabe stationsbyen anno 1904-20 i skala 1:10, og målet er 80 huse inklusive en model af sognekirken, Tømmerby Kirke, som ligger lidt øst for bygrænsen ud mod Vejlerne.

Husene fremstilles på eget værksted i Frøstrup Medborgerhus, Kirkevej 13, hvorefter de sættes på plads i minilandsbyen, som er nærmeste nabo til Plejecenter Trye i Søndergade 36.

Dronningeruten – i regentparrets fodspor

dronningeruten-valbjerg

H.k.h. Prins Henrik valgte at fejre sin 64-års fødselsdag 11. juni 1998 med en privat rundtur i Han Herred under ledelse af Fjerritslevs daværende turistchef, P.E. Jensen. Turen foregik som planlagt i al ubemærkethed, indtil man hen på eftermiddagen nåede til Thorup Strand, hvor det fornemme besøg var rygtedes.

P.E. Jensen havde planlagt følgende rute for de kongelige: Fugleskjulet ved Hanvejle (Lundfjordvej, Vust), Tømmerby Kirke, Kirsten Kjærs Museum i Langvad, Bulbjerg, frokost på Valbjerg Sande, Thorup Strand, Kongesøjlen i Grønnestrand (mindesten for Frederik VI’s besøg 21. juni 1824) og Vikingeborgen Aggersborg.

Turen er siden kaldt »Dronningeruten« og nærmere beskrivelse kan læses i pdf-udgave her
www.hanherred.dk/dokumenter/dronningeruten.pdf

Læs P.E. Jensens oplevelser i artiklen her, som har været bragt i Han Herred Bogen 2008
www.hanherred.dk/dokumenter/dronningeruten-pe-jensen.pdf

Besøgsbunkere »Stützpunkt Slettestrand«

bunker-sanden-bjerggaard

Området omkring Sanden Bjerggaard var i 1940-45 et »Stützpunkt« for den tyske besættelsesmagt. Fra 1943 blev der opført ikke færre end 18 bunkere med forskellige formål såsom kommandocentral og boliger for mandskabet. Der var også udkigsposter fra bunkerne yderst på Lien-skrænten. Mellem bunkerne var der et sindrigt system af løbegrave.

Der er i dag offentlig adgang til flere af bunkerne, som ved befrielsesjubilæet 4. maj 1995 indgik i installationsprojektet »Linien – Lyset« med Elle-Mie Ejdrup Hansen.

Sanden Bjerggaard blev opført som sommervilla i 1918 af den københavnske direktør Ludvig Elsass, som var af jødisk slægt og måtte tage tilflugt i Sverige i krigens sidste år. Efter den tyske besættelse af Sanden Bjerggaard var huset så medtaget, at Elsass ikke ønskede at vende tilbage. Stedet overgik fra 1949 som lejrsted og fra 1964 som hotel.

Harmonikamuseet

Harmonikamuseet er en helt unik forlystelses- og museumsattraktion. Museumsbygningen danner rammen om en af Danmarks største samlinger af gamle, funktionelle harmonikaer, hvoraf de ældste er 150 år gamle. Samlingen omfatter omkring 1.000 harmonikaer foruden meget andet.

Siden museet slog dørene op i juni 1990 har det været et samlingssted for landsdelens mange harmonikaspillere og et danseglad publikum.

Galleri Ruth Berg

ruth-berg

Ruth Berg kaldes ofte »hestemaleren«, da heste ofte indgår i hendes koloristiske og fabulerende billeder. Men også den store natur, som folder sig ud omkring hendes galleri tæt ved »haw«, er en stærk inspirationskilde.

Jammerbugtens Golfklub

jammerbugtens-golfklub

I naturskønne omgivelser – lige i udkanten af Fjerritslev by – ligger Jammerbugtens Golfklub, som tilbyder unikke golfoplevelser for både voksne og børn året rundt. Ud over 9- og 18-hullers golfbane er der også indrettet et område til krolf.

Omkring banen er der i samarbejde med Jammerbugt Kommune etableret en ca. 3 km lang natursti i meget varieret terræn og med flotte udsigter.

En del af klubhuset er indrettet til restaurant, som tilbyder servering a la carte foruden selskaber og møder m.v. og er åben for alle.

Fjerritslev Kirke

fjerritslev-kirke

Kirken er indviet 22. december 1907 og tegnet af arkitekt Kristoffer Nyrop Varming. Daværende Fjerritslev Bank skænkede byggegrunden, og som følge af grundens placering kom tårnet atypisk til at pege mod øst, mens koret vender mod vest.

Altertavlen er malet af kunstmaleren Johannes Wilhjelm, og døbefonten er udført af billedhuggeren Anders Bundgaard. Uden for kirken ses en mindesten for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920.

Kirkegården ligger ved Aggersundvej og er indviet 1913.

Kirkecentret, som er nærmeste nabo til kirken, er en tidligere bankbygning, som blev indviet til sit nuværende formål med mødelokaler, kontorer, butikker m.v. i 2010.