Klim Bjerg

marius-baenk-klim-bjerg

Klim Bjerg er et attraktivt naturområde med afmærkede vandrestier og flotte udsigter. Fra »Marius’ bænk«, der er opkaldt efter stamfaderen til familien bag Hotel Klim Bjerg, kan du mod nordvest iagttage et specielt landskabsfænomen, en vandreklit, som på grund af sin aflange form kaldes en parabelklit. Mod øst findes Danmarks største og smukkeste sandparabler – Nørre og Sønder Miler – og på Kirkepladsen i Fjerritslev vises en model af Klim-parabelklitten, der er omsat til et solur.

Tæt ved Hotel Klim Bjerg ses endnu det åbne kalkbrud, som har leveret råmateriale til såvel byggesten som brændt kalk. Endnu omkring 1920 blev der møjsommeligt savet limsten til nybyggerier, hvoraf enkelte huse stadig eksisterer. I Havbådehuset, der blev opført 2011 i Slettestrand, er indervæggene opført af gamle limsten fra lokalområdet.

På sydsiden af Klim Bjerg finder du Klim Kalkovn, som er et velbevaret eksempel på tidligere tiders omfattende kalkværksdrift i Klim og omegn. Kalkovnen var i drift 1945-77 og er nu indrettet som museum over egnens »hvide industri« og som hjemsted for kunstudstillinger, koncerter m.v.

Adresse

Adresse: Klim Strandvej
By: 9690 Fjerritslev

Kontakt

FØLG FJERRITSLEV.DK PÅ FACEBOOK

Sommer i Fjerritslev

LÆS FJERRITSLEV UGEAVIS

AKTIVITETER I FJERRITSLEV

Følg med på KultuNaut og Kulturblad.dk Jammerbugt for flere oplevelser i Fjerritslev og omegn