Øster Han Herred Egnssamling i Tranum

egnssamling-tranum

Et nedlagt husmandssted midt i Tranum by blev i 2011 indviet som hjemsted for Øster Han Herreds Egnssamling, som hidtil havde haft til huse i Brugsens foderstofbygning lige ved siden af.

Egnssamlingen er såvel lokalmuseum/-arkiv som hjemsted for de lokalhistoriske sognegrupper i Lerup-Tranum-Koldmose. Stuerne i forhuset er samtidig et åbent samlingssted for byens borgere.

Vikingegravpladsen i Højstrup

vikingegravplads-hojstrup

Ved Højstrup, langs Tømmerbyvej mellem Vesløs og Frøstrup, blev der i perioden 800-1050 anlagt en række stenbyggede grave, hvoraf en del har form som et skib. Muligvis skal det symbolisere det skib, som ifølge vikingernes religion bragte de døde til dødsriget. Andre grave er forsynet med en rund stenkrans omkring højens fod. Der findes i alt omkring 20 grave på vikingegravpladsen ved Højstrup, som blev fredet i 1881.

Ved Nationalmuseets udgravning fandt man i en af gravene en fornem kvinde, der var blevet anbragt på ladet til en vogn. Efter den hedenske tradition havde hun fået en del gravgaver med sig i graven. Blandt andet en jernkniv, der havde et sølvbånd omkring skaftet, nogle små glasperler og andre kostbare genstande.

Der er opsat informationstavler med henvisning til en audioguide, så man via mobiltelefon bliver guidet rundt i området.

Vikingeborgen Aggersborg

aggersborg

Højt på skråningen mellem Aggersborg Kirke og Limfjorden ligger vikingeborgen Aggersborg. I 1992 opførte Skov- og Naturstyrelsen en rekonstruktion af det imponerende voldanlæg, som er den største af de fire kendte ringborge i Danmark. Samtidig blev der indrettet et minimuseum over vikingetiden i kirkens velfærdsbygning. Udstillingen er udformet i tegneseriestil, og der er åbent for publikum i dagtimerne.

Aggersborg, hvis volde har en ydre diameter på 288 meter og indeholdt 48 langhuse, var aktiv som bebyggelse og fæstning i en kort periode fra 980 til ca. 1000. Vikingeborgen var strategisk placeret ved det smalleste sted af Limfjorden. Herfra kunne man overvåge færdslen over fjorden mellem Himmerland og Han Herred. Samtidig havde vikingerne let adgang til Norge via Sløjkanalen, som dengang forbandt Limfjorden og Vesterhavet gennem Gøttrup-Klim-Kollerup Strand-området.

Stenaldersamlingen på Bratskov

stenaldersamlingen-bratskov

Ved Bøge Bakke i den nordvestlige udkant af Brovst blev der omkring 1970 gjort opsigtsvækkende fund fra stenalderen. Frem af jorden dukkede en af landets ældste køkkenmøddinger fra 6400-5400 f.Kr. Stenaldersamlingen har nu fået permanent hjemsted i nordfløjen på herregården Bratskov, hvor der også er smede- og skomagerværksted samt skolestue.

Bratskovs historie går tilbage til omkring år 1300. Den nuværende hovedbygning, som er i to etager, er fra 1550, mens de to sidefløje i hver én etage er fra ca. 1750. Gennem århundrederne har mange af Danmarks kendte adelsfamilier haft Bratskov og et stort antal fæstegårde i deres besiddelse. Herunder slægterne Rotfeld, Brahe, Rantzau og Grabow, hvis navne går igen i nutidens gademiljø.

Bratskov blev i 1976 købt af daværende Brovst Kommune, nu Jammerbugt Kommune, og har siden været kulturhus og hjemsted for talrige arrangementer, herunder levendegørelse med arbejdende værksteder hver uge sommeren igennem.

Oxholm Mølle på Øland

oxholm-moelle

Mellem godset Oxholm og byen Hammershøj ligger den smukke Oxholm Mølle, som oprindeligt blev bygget i 1857, men måtte genopføres efter en brand i 2004 og blev indviet på ny 17. maj 2008. Der er lokalhistoriske rundvisninger i møllen sommeren igennem.

Oxholm var oprindelig et benediktinerkloster, kaldet Ø Kloster, og opført omkring 1175. 400 år senere kom klostret i privat eje under Frants Banner. Godset fik nu navneforandring til Oxholm efter Banners hustru, Anna Oxe.

Kirken, som i dag er en af landets ganske få privatejede sognekirker, er opført som til tilbygning til klostret i 1400-tallet.

Oldtidsspor i Tingskoven og Aalegaard Skov

aalegaard

Gå på jagt efter spor af oldtiden i Tingskoven og Aalegaard Skov!

Tingskoven er opkaldt efter Han Herreds oprindelige tingsted, som ligger ved Søhøje i den vestlige del af skoven. Tingstedet er omkranset af store sten og fungerede indtil 1634. De følgende århundreder havde Han Herreds Ting hjemsted i Brøndum, Kettrup og Fjerritslev, indtil retskredsen blev nedlagt pr. 1. januar 2007.

En anden stenkreds er Andebjerg, som ligger længere mod syd. 13 storsten ligger i et velordnet system og kan meget vel være et af oldtidens kalendersystemer. I skoven findes også flere oldtidsbrønde.

Aalegaard Skov ligger mellem Skræmvej og Aalegaardsvej, og her bliver du guidet langs en afmærket rute, som viser frem til spor af den gamle kongevej, Stavgården (sol-årskalender), Hesteskoen (solur), Oldtidsvejen, en årskalender og et vadested – alt sammen fra Han Herreds oldtid.

Både Tingskoven og Aalegaard Skov er private skove, men der er offentlig adgang på alle stier og veje.

Nærmere info på Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum

Hent turfolder fra Spor i Landskabet

Lyngmøllen i Grønnestrand og mindesten 1824

lyngmollen-gronnestrand

I Grønnestrand finder du Danmarks eneste bevarede vindmølle, som er dækket med lyng på alle sider. Lyngmøllen er fra perioden 1873-76 og bygget af Johan Casper Sørensen, som drev nabogården, hvor der senere blev badepensionat og i vore dage Grønnestrand Feriecenter.

Lyngmøllen ligger i storslåede omgivelser nær stranden og med udsigt til Svinklovene. Langs vejen til stranden ses mindestenen for Kong Frederik VI’s rejse gennem Han Herred i sommeren 1824. Da kongen og hans følge kom hertil 21. juni, udbrød han: »Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige!«

Lyngmøllens Venner af 2012 står for driften af møllen i samarbejde med Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum.

Johan Skjoldborgs barndomshjem i Øsløs

skjoldborgs-hjem-oslos

Husmandsdigteren Johan Skjoldborg (1861-1936) blev født som skomagersøn i Øsløs, hvor hans barndomshjem i dag er indrettet til museum. Huset ligger i Skippergade, der har navn af krejlerskipperne, som i gammel tid sejlede rundt i fladbundede kåge langs Limfjorden og solgte varer af mange slags.

Skjoldborg blev i sit voksenliv lærer i bl.a. Kollerup og Koldmose, før han umiddelbart efter århundredskiftet helligede sig skriveriet og foredragsvirksomheden på fuld tid. Han boede til sidst i Løgstør, hvor husmandsforeningerne havde bygget en æresbolig til ham med udsigt over Limfjorden til den elskede barndomsegn.

Hjemmet i Øsløs blev i 1961 indrettet som museum i 1961 og er et godt eksempel på, hvordan en landsbyhåndværker på Hannæs boede omkring 1875.

Hvissehøj Jættestue

hvissehoj-jaettestue

Ved Alsbjerg nær Torslev og Attrup finder du jættestuen Hvissehøj (eller Hvisselhøj), som med sine tre kamre er enestående i både dansk og international sammenhæng, idet arkæologerne ikke kender andre trekamrede jættestuer i vores del af verden.

Hvissehøj består af et hovedkammer, hvorfra der er adgang til et mindre bikammer. Bagest i dette fører en smal gang ind til et tredje og endnu mindre kammer.

Jættestuerne blev bygget i perioden 3.250-3.100 f.Kr. Af landets ca. 500 kendte jættestuer er det kun Hvissehøj, der er forsynet med to bikamre.

Husby Hole

husby-hole

På en bakketop umiddelbart nord for landsbyen Husby i Kettrup Sogn står en kæmpemæssig granitsten til minde om bondeoprøret i 1441, hvor der blev udkæmpet et blodigt slag mellem kong Kristoffer af Bayern en talstærk, nordjysk bondehær.

Stenen, der fortæller den dramatiske historie i form af et relief af billedhugger Axel Poulsen, blev rejst i anledning af 500-året for borgerkrigen, der kostede flere tusinde bønder livet. På grund af den tyske besættelse 1940-45 blev stenen dog først indviet ved en folkefest i sommeren 1945.

Pladsen omkring mindestenen blev siden hjemsted for adskillige folkelige møder. En talerstol, ligeledes af sten, vækker minder om dette. I dag holder Kettrup-Gøttrup sogne hvert år en friluftsgudstjeneste i de smukke omgivelser. Der er gode vandrestier afmærket med pile rundt i området.